12. Maj, 2003

Jagten På Kvasar

Siden jeg første gang læste om Kvasar har den, bevidst eller ubevidst, tumlet rundt i mit hoved - her var en øl jeg gerne ville smage! Selv om Brno er en ganske fortrinlig ølby, var det nok lidt langt at rejse for at smage en øl.

I sommerferien 2000, der gik med familien i bil til Slovakiet, fik jeg endelig muligheden for at finde Kvasar, idet vi efter en uge i de slovakiske bjerge, besluttede at tage et par overnatninger i storbyen Brno i nabolandet Tjekkiet.

Jagten på kvasar var gået ind! Byen blev lokaliseret på kortet og vi var på vej.

Da vi kom til Brno begyndte mørke skyer at trække ind over byen. Vi tjekkede hurtigt ind på Hotel Avanti lidt uden for centrum, fandt regntøjet frem og gik ned til hovedgaden for at tage sporvognen ind til centrum. Da vi nåede hovedgaden brød uvejret løs. Om det var skæbnen eller hvad, skal jeg lade være usagt, men vi var nødt til at finde læ hurtigst muligt. Tilfældigvis var det nærmeste sted ølstuen Cevený Drak (den røde drage) – ikke værst! En ægte tjekkisk ølkælder med hvidkalkede hvælvinger og rustikke borde og bænke af træ. Et par øl blev på sædvanlig tjekkisk vis automatisk serveret, og da regnen fortsatte, kunne vi lige så godt nyde frokosten her. Det blev den, på en tjekkisk ølstue, altid sikre og spiselige Kuře Kung-Pao, en kinesisk inspireret kyllingeret med peanuts og ris. Tiden gik og regnen fortsatte (narrede jeg resten af familien til at tro), så ventetiden blev brugt til at nyde endnu en blød og let humlet Starobrno 12°.

pegasDa regnen endelig stoppede tog vi sporvognen ind til centrum og spadserede rundt i Brnos gågadeområde, der efter sigende skulle være Tjekkiets største. Efter et par timer begyndt tørsten igen at melde sig, og som sædvanlig havde jeg sat mig ind i den lokale ”ølografi”. Jeg vidste præcis hvor vi skulle gå hen: op ad hovedstrøget Maserykova, over pladsen Námĕstí Svobady, videre op ad Česká, ned ad Jakubská første gade på højre hånd. Der lå det: Brnos andet bryggeri – Husbryggeriet Pivnice Pegas , hvor der brygges lys og mørk lagerøl Pegas, samt en sjælden undergæret hvedeøl. Til specielle lejligheder brygges mintøl, ingefærøl, red beer og porter.
Til trods for at der var plads til 250 gæster, var alt optaget. Stedet må være meget populært og det var mest yngre mennesker. Jeg begyndte efterhånden at føle mig som den tørstige mand, men jeg nægter at gå på kompromis med, hvor jeg indtager min øl, med mindre der opstår force majeure. Jeg havde selvfølgelig et alternativ i baghånden. Vi skulle bare samme vej tilbage.

Der lå den - Černohorská pivnice U tří kohoutů (De tre haner), en klassisk tjekkisk ølstue, der udskænkede øl fra det nærliggende bryggeri Cerna Hora. På pladsen, der stødte op til ølstuen, lå for øvrigt en kapucinerkirke, hvor man i kælderen kunne se omkring 40 mumificerede munke og adelsmænd fra 16-1700 tallet, ligesom der var bizarre lysekroner lavet af knogler. Da vi på ølstuen sad ganske udmærket, og familiens yngste havde nok at gøre med sin malebog, var der lejlighed til at smage både en typisk tjekkisk pilsner, og den mørke karamelagtige lagerøl Granat. Ved siden af døren var lavet en lille udstilling af bryggeriets produkter – og hvad skuede mit øje ? Kvasar øl - Cerna Hora bryggede også Kvasar, honningøl. Den måtte vi selvfølgelig smage, så vi købte et antal flasker med hjem til hotellet.

Kvasar er en lys lagerøl 14 - 16 plato, hvor der tilsættes honning. Den er fyldig og har en let sødme.
Der er som bekendt stor forskel på øl serveret fra fad eller flaske. I sommeren 2002 var vi i Prag og besøgte det nye ølsted, Ølgalleriet. Ejeren Petr Vanĕk fortalte, at han var leveringsdygtig i samtlige regionale tjekkiske bryggeriers produkter. I et lokale ved siden af forretningen havde han desuden et lille udskænkningssted med to ølhaner, hvor han jævnligt skiftede mærker. Skæbnen ville, at et af de to mærker, han havde i hanerne var Kvasar.