21. februar, 2004

Asiens Øl

Europæerne har altid eftertragtet vare fra Asien. Selv grækerne og romerne importerede eksotiske specialiteter fra Fjernøsten, fragtet på karavane over det massive centralasiatiske kontinent. Da europæerne i det 15. århundrede kunne navigere sydom Afrikas spids begyndte et helt nyt kapitel i handelshistorien. I de følgende århundrede intensiveredes handlen mellem Europa og de asiatiske nationer, men det blev stadig tydeligere at europæerne ikke havde noget at tilbyde asiaterne. Faktisk var det kun europæernes sølv og guld der havde en værdi. Det var selvsagt en uholdbar situation og derfor begyndte europæerne at kaste sig over den interne asiatiske handel, så man så at sige begynde at handle med asiaternes egne vare. Denne taktik var langt mere givende og tusindvis af europæiske kolonister og handelsfolk bosatte sig i de stadig flere der opstod overalt langs Asiens kyster. I starten lever europæerne i høj grad på de lokale fyrsters nåde, men i løbet af det 18. århundrede begyndte der at ske ændringer i magtbalancen. Europæerne bed sig fast og begyndte at deltage mere aggressivt i det magtpolitiske liv i Asien. Englænderne sætter sig på store dele af det indiske subkontinent og mindre dele af den malaysiske halvø. Hollænderne underlagde sig store dele af de indonesiske øer, mens franskmændene satte sig på Vietnam og så videre.

Handelsstationerne voksede til territorier og i til sidst til deciderede kolonier. Endnu flere administratorer, handelsfolk, militærfolk, håndværkere og præster flyttede til områderne og dermed begynder kulturen gradvist at blive europæiseret. Et af de første tegn blev at europæiske varer, som før ikke havde noget marked, i stigende grad blev efterspurgt. Et af de største problemer ved livet i troperne var naturligvis at de mange sygdomme og parasitter tog livet af folk. Især var vandet ofte farligt at drikke (det var det nu også i Europa) og derfor måtte folk være forsigtige med hvad de valgte at drikke. Franskmændene har ganske givet benyttet sig at grækernes gamle metode med at fortynde vin med vand, mens englænderne og hollænderne benyttede sig af Gin og Rom. Men mon ikke kolonisterne helst ville have haft øl? Desværre var det mere eller mindre en umulighed at brygge i de fleste af kolonierne, fordi man dels ikke havde adgang til de fornødne ingredienser og dels fordi man ikke kunne kontrollere fermenteringen på grund af den høje temperatur. I 1780erne begyndte man at eksperimentere med nye typer øl, der skulle kunne tåle turen sydom Afrika. De fleste fejlede miserabelt. Men en brygger ved navn George Hodgson fik i 1790erne succes med en ny type ale, der takket være et højt indhold af humle og alkohol kunne klare turen. Øltypen kom til at hedde India pale ale og blev senere taget op med stor succes i Burton-upon-Trent. Flere bryggerier brygger fortsat fortolkninger af dette særlige øl. Det gælder f.eks. Brooklyn East India Pale Ale, Marston’s Old Empire, Greene King IPA, Samuel Smith India Ale og McEwans India Pale Ale. I 1860erne begyndte briterne at brygge øl i udvalgte højlandsområde forskellige steder i Indien, Sri Lanka og Malaysia. Der var tale om meget mørke kraftige ales der var tilsat ganske store mængder rørsukker, så øllet fik en høj alkoholprocent. Disse blev kendt som tropiske stouts og brygges stadig flere steder i Asien.

Fra 1870erne gik øllet ind i en ny fase i Asien. Ny viden og teknologi gjorde det muligt at skifte fra de traditionelle humlebitre ales til lyse undergærede øl med mere mild humlearoma. For det første var den tyske kemiker Carl von Lindes opfindelse af en kølemaskine i 1877 banebrydende. Den gjorde det muligt at holde temperaturerne permanent lave, hvilket igen betød at man nu kunne brygge undergæret øl selv i tropiske lande. Også Louis Pasteurs nye metoder til bekæmpelse af bakterier var en stor hjælp i kampen mod de tropiske mikroorganismer. Med disse nye teknologier blev der fra 1880erne og frem åbnet utallige bryggerier overalt i Asien, dog øllet ikke beregnet asiaterne selv, men derimod de bosiddende europæere.

Japanerne må almindeligvis siges at være de første til at tage øllet til sig. Japan undergik voldsomme forandringer efter den tvungne åben i 1856 og samfundet skiftede på rekordtid fra at have været et konservativt feudalsamfund til et moderne industrisamfund. En af de første industrier i denne modernisering var brygindustrien. Så tidligt som i 1869 gik en amerikansk forretningsmand sammen med en tysk brygmester og skabte Japans første bryggeri – det der i dag kendes som Kirin. Kirin brygger i dag den lyse lagerøl Kirin og den dortmunder-lignende Kirin Ichiban. I 1876 åbnede et af de første japanske bryggerier helt uden udenlandsk involvering. Stifteren var den unge japanske brygmester Seibei Nakagawa, der var uddannet som brygmester i Tyskland. Bryggeriet er i dag kendt som Sapporo og var faktisk det første til at brygge undergæret øl. De brygger stadig den oprindelige Sapporo Lager.

Et af de ældste asiatiske bryggerier udenfor Japan, er faktisk det filippinske San Miguel. Det blev startet af Don Enrique Maria Barretto de Ycaza i 1890, blot 8 år før Filippinerne løsrev sig fra Spanien og i stedet blev et amerikansk protektorat. Allerede før 1. verdenskrig var bryggeriet takket være amerikansk knowhow i stand til at eksportere til Guam, Hong Kong og Shanghai. Bryggeriet har siden etableret sig i Spanien og her brygger man stadig San Miguel. Resten af Asien kom først med lidt senere. I Singapore begyndte et joint venture bestående af det britiske Fraser & Neave Group og Heineken N.V. at brygge undergæret øl i 1932. Øllet blev kendt som Tiger Beer og var den foretrukne øl på Raffles Hotel, når munden tørstede efter for mange Singapore Slings. Tiger Beer er siden vokset til et af Sydøstasiens største brands i hård konkurrencen med Carlsberg. Singha fra Thailand er unik i den henseende at det altid har været ejet af thaier siden det i 1933 blev stiftet af en thailandske forretningsmand. Ganske vidst bliver der trukket meget på især tysk knowhow, men bryggeriet er stadig selvstændigt.