6. Maj, 2004

bredaryd WÄrdshus

3-4 timers kørsel fra Storkøbenhavn, en halv times kørsel fra Isaberg ligger ølparadiset Bredaryds wärdshus, der udover at brygge eget øl, også har 250 øl på menukortet.

I 1996 bryggedes det første øl på Bredaryds wärdshus, som indtil da kun havde fungeret som kro og hotel. Det var de svenske ølguruer Lasse Schweitz og Arja Huttonen, og allerede året efter kunne bryggeriet høste de første anerkendelser for deres øl. På Stockholm beerfestival vandt Bredaryds värdshus prisen som bedste svenskbrygget øl og prisen som bedste färsköl. Siden har bryggeriet høstet flere priser for sit øl, og Lars Schweitz har ligeledes modtaget den svenske bryggeriforenings pris i 1991 og 1993 som Årets Ölkrögare, en titel der blev stiftet i 1985 for at fremme de gode ølsteder i Sverige. Det giver jo stof til eftertanke, at det i Sverige er bryggeriforeningen, der påtager sig dette ansvar!

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Bredaryds wärdshus produkter, var på den første ølfestival i Remisen København 2001, som jeg besøgte to dage for at stifte bekendtskab med de øl, jeg på det tidspunkt ikke kendte. Her smagte jeg Bredaryds chokolade Stout, en øl der satte sig varige spor i min hukommelse. Tænk engang, at et lille svensk bryggeri kan brygge så pragtfuld en øl! Sammenlignet med Carlsbergs chokolade stout, Semper Ardens Crillo Stout, der var fremme på det tidspunkt, er Bredaryds chokolade stout, både efter min og mange andres mening, væsentlig bedre.

Når man træder ind i Bredaryds wärdshus mødes man af den smukke ovale bar. Overalt i de hyggelige lokaler er væggene dekoreret med ølflasker, gamle ølreklamer, avisudklip om stedet, og alle de udmærkelser stedets øl har fået. Intet er overladt til tilfældighederne på Bredaryds Wärdshus - her er alt øl. Lokalerne er holdt i tysk Bierstube stil, men det er ikke kun indretningen, der er inspireret af den tyske ølkultur. På Bredaryds wärdshus brygger man nemlig øl efter det tyske Reihnheitsgebot fra 1516, der foreskriver at øl kun må brygges på malt, vand, humle og gær.

Bryggeriets eget bryg skiftes jævnligt ud, men med over 200 forskellige produkter at vælge mellem, er der nok at vælge imellem. Da jeg besøgte stedet (i bil) var bryggeriets eget bryg en stærk, kompleks trappistlignende øl. Tjeneren gjorde mig pænt opmærksom på, at hvis jeg bare drak et lille glas af dette øl, ville jeg være for påvirket til at køre bil. Jeg lod konen om at drikke bryggeriets stærke og velsmagende bryg, og bestilte en Jever, som jeg indtog, mens jeg gik rundt og fotograferede lokalerne. Da wärdshuset også stadig er hotel, skulle man måske overveje at benytte det som et sådant ved næste besøg.

På madsiden byder Bredaryds wärdshus på to specialiteter, og der er tale om rigtig ølmad! Den ene ret er plankesteak af oksefilet serveret med pommes duchesse, grøntsager og asparges, svøbt i bacon, som serveres med champignon - og bearnaisesauce. Den anden ret er Wärdshuspanna - helstegt flæskefilet som serveres med portvinsstuvede kantareller, champignoner, syltede løg og bagte kartofler.

Som jeg skrev indledningsvis er Bredaeryds wärdshus et oplagt mål i forbindelse med en skitur til Isaberg, men om sommeren er det absolut også en mulighed, der kan kombineres med et besøg i High Chaparrel, smålands Wild West forlystelsespark. Her kan børn og barnlige sjæle opleve det vilde vesten og selv være en del af showet.