20. August, 2003

Øl i Bretagne

Jeg er netop hjemvendt fra to ugers ferie i Bretagne, nærmere bestemt Rosporden i provinsen Finistère. Byen er i sig selv ikke nogen bemærkelsesværdig oplevelse - blot en almindelig bretonsk provinsby, der servicerer de mange omkringliggende landbrug. Men byen ligger strategisk godt, som base for turer til nærliggende byer såsom Quimper, Bénodet, Concarneu, Tregunc og Pont Aven.

Kyst i Bretagne Jeg foretog selvfølgeligt en del forstudier inden jeg tog af sted. Det kan ofte være en ganske svær opgave, at få et overblik når man er ude i 'marken'. Så da jeg ankom, vidste jeg at Bretagne er den tredje mest øldrikkende delstat i Frankrig og at forbruget er stadigt stigende. Det er som om bretonerne har taget øllet til sig som en del af deres regionale identitet. I løbet af de sidste 5-10 år er antallet af mikrobryggerier nærmest eksploderet. Historisk set har øllet dog altid spillet en vis rolle for bretonerne. Det var øl og ikke cider eller vin, man lastede som proviant, når atlanterhavsfiskerne sejlede på deres farefulde turer til de rige fiskevande ved Island og New Foundland. Omkring 1. verdenskrig var der således mere end 50 bryggerier i Bretagne, der ernærede sig ved at sælge øl til fiskerne. Havet er i det hele taget allestedsnærværende i Bretagne. For den rejsende er det en kærkommen mulighed for at kombinere det relativt billige 'fruit de mer' med godt og billigt øl.

Bretagnes stenede jorde og klima har budt på nogle fundamentalt anderledes levevilkår end hvad der var gældende for resten af Frankrig. Blandt andet har den ellers så højt værdsatte hvede, haft det svært i Bretagne. I stedet for flute og baguette, har man traditionelt spist crepes og galettes lavet på den hårdføre boghvede. Trods navnet, er boghvede botanisk tættere beslægtet med rabarber end med hvede, men det har nogenlunde samme gode bageegenskaber. Boghveden står i dag som et symbol på Bretagne og måske derfor har den også fundet vej til brygkedlerne hos mange bretonske mikrobryggerier, der primært tilsætter den som råfrugt i deres produkter.

BrittEt kvarters kørsel fra Rosporden ligger byen Tregunc som er hjemsted for bryggeriet Brasserie de Bretagne (Brasserie de Bretagne, Kerouel, 29910 Tregunc). Man kan vist ikke længere kalde bryggeriet et mikrobryggeri, for det er vokset betydeligt siden grundlæggelsen i 1998. Bryggeriet der kaldes 'Britt' i folkemunde blev grundlagt af Claude Chapelle, en tidlige regionschef for den franske osteproducent Entremont i Quimper. Claude var inspireret at sin bedstefar Célestin Heurtaud , der fra årene 1890 til 1920 drev bryggeri i St. Malo. Faktisk havde han bedstefaderens gamle opskrifter liggende, men valgte alligevel at tage på studietur til Korsika, Belgien, England og Quebec før han endeligt valgte sit ølsortiment. Oprindeligt bryggede bryggeriet kun tre øl; Britt Rousse, Britt blanche og Britt ambrée. Senere er sortimentet udvidet med Britt Blonde-Melen, Ar-Men Blanche, Ar-Men Blé Noir, Ar-Men Rousse, Ar-Men Blonde, Britt Spécial Crêperie, Gwiniz Du og La Korrigane . Flere af bryggeriets produkter har vundet priser ved franske øl- og madfestivaler. I stil og smag minder de fleste af dem meget om belgiske ales, hvilket nok hænger sammen med at Claude Chapelle i flere år har haft en belgisk brygmester ansat på bryggeriet. I øvrigt fik han i starten øllet brygget i Belgien, indtil hans bryggeri var endeligt køreklart i december 1998.

Tri MartolodEfter en nogenlunde lige så lang køretur mod sydvest fra Rosporden, kommer man til badebyen Bénodet, hvor man finder Brasserie Cooperative Tri Martolod (Brasserie Cooperative Tri Martolod, Z.A. de Keranguyon, 29950 Benodet, Bretagne, Frankrig). Bryggeriet blev grundlagt i 1999 som et andelsbryggeri med en pensioneret maskinmester som primus motor. Bryggeriet kombinerer, som de selv udtrykker det; tyske brygtraditioner, amerikansk teknologi og slovakiske råvarer. Der brygges tre slags øl: Tri Martolod Brune, Tri Martolod Blonde og Tri Martolod Brune De Noël. Øllet sælges ganske vidst uden for Bénodet, men det er min erfaring, at man skal være yderst heldig, hvis man falder over en flaske - for langt det meste sælges som fadøl. Efter sigende skulle camping pladserne ved Bénodet være et af de sikreste steder af finde bryggeriets produkter.

PenhorsVest for områdets hovedby Quimper, ligger den lille by ved navn Pouldreuzic. Her har Patrick Daniel og nogle kompagnoner drevet bryggeriet Brasserie Artisanale de Pouldreuzic siden 1999. Bryggeriets logo vidner om bryggeriets meget lokale præg - det er ikke noget der skal tages alt for alvorligt - bare drikkes. Der brygges kun omkring 320 hektoliter og øllet sælges udelukkende i Pouldreuzic og nærmeste omegn. Bryggeriet brygger fire øl Penhors Ambrée, Penhors Blonde, Penhors Brune og Penhors Stout. Penhor Ambrée er en ufiltrerede overgæret helmaltsøl, der modnes på flaske og fad og som derfor lever op til betegnelsen real ale.