Skal jeg være ærlig - og det skal man jo. Så må jeg sige at jeg foretager de fleste af mine ølindkøb i de lokale supermarkeder. Og selvom det ikke lyder synderligt eventyrlystent, så er det også tilfældet, når jeg rejser. Bretagne var ingen undtagelse.
Frankrig kan prale af nogle af Europas laveste afgifter på øl - og på alkohol i det hele taget. Men hvad er mere interessant, for en ølnyder, er at Frankrigs detailhandel er ganske godt opdraget og ofte tilbyder et ganske imponerende udvalg af franske, belgiske og internationale mærker. Selv i den føromtalte søvnige provinsby Rosporden, hvor jeg spenderede min ferie, havde alle supermarkederne imellem 20 og 40 forskellige øl på hylderne. Typisk bestod udvalget af et pænt sortiment af diverse internationale lagerølsvarianter, der solgtes i kartonpakning fulde af 25 cl flasker. Stort set alle disse flasker havde skruelåg, så man var ikke i tvivl om, at det var øl der ikke måtte være til besvær. Bare af med låget og ned med det! Det er sikkert noget, der bringe lykke, når man er på studietur med kammeraterne i 2. G. Men det er ikke lige noget der tænder mig. Jeg stillede mig derimod på tæer for at nå de gode sager på øverste hylde. Enkelte gange måtte jeg ned på alle fire, med bagen strittende til gene for de franske husmødre. Ja, man må jeg kæmpe lidt for at få fat i de gode sager og man kommer jo langt med et smil og gebrokkent 'pardon'. Det var tit at jeg fandt obskure øl inde bag mainstream øllet. Det var tydeligt at få gjorde sig ulejligheden, hvilket selvfølgeligt fik mig til at tjekke datoen. Men jeg må sige, at jeg endnu ikke har fundet en vare der havde overskredet holdbarhedsdatoen i noget fransk supermarked. Tilsyneladende mangler de hverken folk eller tid. Eller også er kunderne tilpas kritiske til at det ikke kan betale sig, at have uorden i sagerne.
Hvad fandt jeg så? Jo, først og fremmest en masse belgiske trappiste og biere d'abbaye, som absolut er spændende, men som jeg ikke skal bruge tid på i en artikel om Bretagnes øl. Derudover var der selvfølgelig en del franske øl indenfor kategorierne biere de garde og bière au malt whiskey. Men heller ikke de er fra Bretagne, men derimod fra henholdsvis Nord-Pays-de-Calais og Alsace.
Men der var heldigvis også masser af øl fra Bretagne i supermarkederne. I min lokale by havde de en del øl fra Brasserie de Bretagne (nævnt i sidste artikel). På de fjorten dage jeg kom der, nåede det ene supermarked faktisk at gennemgå hele udvalget af bryggeriets øl, dog sjældent mere end 3-4 flasker af gangen. De andre to 'lokale' bryggerier i Benodét og Pouldreuzic var derimod ikke repræsenteret. De er ganske enkelt for små.
Jeg fik et tydeligt bevis for bretonsk øls store popularitet i Bretagne, da jeg en dag faldt over gavepakker med seks udvalgte øl fra Bretagne. Det var et markedsføringssamarbejde imellem Brasserie de Bretagne, Brasserie des Deux Rivières og Brasserie Lancelot. De solgte gavepakkerne under navnet Biere Breizh, hvilket ikke har noget med friske vinde fra havet at gøre, men derimod betyder noget i stil med bretonsk øl på bretonsk. Desværre havde de ladet sig friste sig til at hæve prisen på øllet - en stigning der ikke helt kunne retfærdiggøres ved den ekstra udgift for indpakning. Man kunne jo få det meste af øllet som separate flasker på hylderne ved siden af, så jeg vil ikke anbefale at man lader sig lokke. Men idéen er jo sådan set udemærket.
Næst efter øllet fra Brasserie de Bretagne er Brasserie Lancelot generelt set det bedst repræsenterede bretonske øl på hylderne. Brasserie Lancelot er et af de ældre mikrobryggerier i Bretagne (grundlagt i 1990). Det brygger syv forskellige øl: Blanche Hermine, Bonnet Rouge, Cervoise Lancelot, Lancelot, Duchess Anne, Telenn Du og så festøllet Samhain til den årlige keltiske festival i Lorient. Oprindeligt lå bryggeriet i et 'manoir' - et herskabshus fra det 15. århundrede. Men grundet pladsmangel flyttede man for et par år siden til noget så eksotisk som en nedlagt guld- og tinmine ved Le Roc St André. Arkæologiske fund fra området har antydet at der er blevet brudt tin helt tilbage i bronzealderen (uden tin og kobber, ingen bronze). Men nu er det kun brygvand der hentes op fra undergrunden. Da jeg først gang stødte på bryggeriet var min umiddelbare reaktion, at det virkede en smule forlorent at kalde det Lancelot. I Bretagne støder man meget ofte på referencer til den åbenbart evigt gangbare gallo-romanske myte om Kong Arthur og det kan være en smule trættende. Men faktisk hedder grundlæggeren af bryggeriet Bernard Lancelot, hvilket må siges at være en rimelig plausibel undskyldning for valget af navn. Desuden er det ikke kun Kong Arthur myten og dennes symboler (sværdet i søen, runde borde osv.) der trækkes på. Faktisk har alle bryggeriets øl navne efter historiske personer eller begivenheder med et regionalt islæt. F.eks. refererer Bonnet Rouge til et - efter omstædighederne - vellykket bretonsk bondeoprør i 1675. Allerede dengang, ca. 114 år før den franske revolution, benyttede man sig af røde kalotter som symbolet på revolten og den begivenhed har bryggeriet fundet værdigt til at blive mindet igennem en udmærket øl med en meget kraftig pebret eftersmag(!). En anden af bryggeriets øl; Duchess Anne refererer til den sidste regentinde af Bretagne, der i 1491 giftede sig med den franske konge, hvorved de to riger blev endegyldigt sammenlagt.
Et andet stærkt mærke på hylderne - men som primært gør sig på caféer og restauranter - er COREFF fra bryggeriet Brasserie des Deux Rivières i Morlaix. Bryggeriet blev grundlagt som det første bretonske mikrobryggeri i 1985 af de to venner Christian Blanchard og Jean François Malgorn. Hvor man godt kan få fornemmelsen af at nogle bretonske bryggerier driver rovdrift på polemikken omkring bretonsk identitet, er det 100 % sikkert at grundlæggelsen af Brasserie des Deux Rivières fra starten har haft tætte bånd til opblomstringen af den bretonske selvforståelse. I kølvandet på den gigantiske oliekatastrofe ved Portsall i 1978 og den voldsomme kamp om et planlagt atomkraftværket ved Plogoff i årene derefter, blev der skabt et stærkt bretonsk kulturelt og intellektuelt miljø der satte dagordenen på mange områder. Fælles for dem var at de var overordentligt utilfredse med centraladministrationens behandling af Bretagne. Man følte at man lagde krop til meget, uden at få noget igen. Især i byen Morlaix var disse tanke udbredte og flere lokale bar- og restaurationsejere begyndte i de tidlige 1980'ere at efterspørge bretonske produkter til deres forretninger (På det tidspunkt var det eneste 'bretonske' bryggeri Kanterbräu i Rennes, som i øvrigt var ejet af et østrigsk bryggeri). Med grundlæggelsen af Brasserie des Deux Rivières blev det pludseligt muligt at distancere sig overfor resten af Frankrig igennem sit valg af drikkevare og konsekvensen blev da også, at hele kredsen af kulturelle personligheder kastede deres kærlighed på det lille nye bryggeri. Selv i dag er COREFF den bretonske kulturelites foretrukne øl. Bryggeriet brygger seks øltyper Coreff Ambrée, Coreff Blanche, Coreff Blonde, Coreff Brune, Coreff Stout og Coreff Melen. De er alle tydeligt inspireret af britiske øltyper. Skal man have den fulde glæde ved disse øl, skal man nok ta' til Morlaix og nyde dem på en fortovscafé under den berømte jernbane akvædukt. Måske møder du en gammel frontkæmper for den bretonske sag...
Sidst men ikke mindst bør jeg lige nævne mit fund af en ægte ølnyder forretning i Quimper. Jeg faldt over den da jeg gik tur i Rue Du Frout lige bag byens katedral. Det potente navn L'Univers De La Bière dækker over et anseligt udvalg, men det mest interessante er dog at butikken er meget stærk i bretonsk øl. Her er det muligt at finde øl fra selv de helt små regionale bretonske bryggerier. Men regn med priser i størrelsesordenen 120-150 % højere end supermarkedspriser. Det går dog til en god sag, så husk at ha' lidt håndøre med når du besøger Quimper.