28. Juli, 2004

KlÁsterni Pivovar Strahov

Hus- og mikro bryggeribølgen i Tjekkiet startede umiddelbart efter murens fald. De mange udenlandske bryggeriovertagelser i Tjekkiet medførte store rationaliseringer i branchen. Paradoksalt nok skete der i samme periode en opblomstring af mikro- og husbryggerier. I 1991 åbnede det første bryggeri, i 1992 tre bryggerier, i 1993 tre bryggerier og i 1994 to bryggerier. I dag er der et sted mellem 25 og 30 hus- og mikrobryggerier i Tjekkiet. Denne udvikling skal ses i lyset af at der stadig er over 30 nationale og regionale bryggerier i landet.


Årsagerne til udviklingen er mange, men skal dels ses i lyset af at fyringer som et resultat af rationaliseringer i branchen medførte et overskud af folk med den viden der skal til for at brygge øl og dels ses som et resultat af at etableringsomkostningerne ikke længere er uoverkommelige. Sammenholdes dette med Tjekkernes lette adgang til de gode råvarer vand, malt og humle, er der meget der har talt for denne udvikling, en udvikling der ser ud til at fortsætte. Jeg har i gennem årene besøgt en del hus- og mikrobryggerier i Tjekkiet og jeg må erkende at sammenlignet med danske forhold er standarden meget høj. Der brygges virkelig øl af høj klasse med en karakter der udfordrer smagsløgne.


Et af de seneste skud på stammen af husbryggerier der igennem de seneste 15 år er grundlagt i Prag er bryggeriet Klásterní Pivovar Strahov a restaurace Svatý Norbert, beliggende overfor det smukke Strahov Klosteret på Petrinhøjen i bydelen Mala Strana modsat borgområdet. Strahov klosteret blev grundlagt i 1143 af Norbentiner munke og er udover den smukke placering berømmet for sine to smukke biblioteker. Bryggeriet er et tjekkisk bygget husbryggeri med en kapacitet på 10 hl og er grundlagt af en tidligere brygger på det berømte U Fleku, Martin Matuska, i samarbejde med Budvar bryggeriet. Martin Matuska har rejst rundt i verden som bryggeri konsulent og har bl.a. arbejdet på en del husbryggerier i Japan. Der brygges tre forskellige undergærede øl på bryggeriet på ubehandlet lokalt vand alle er ufiltrerede.

Svaty Norbert Svetle er en lys lagerøl af typen bøhmisk lager som bryggeriet kalder Amber, hvilket henviser til øllets mørke gyldne farve. Øllet har en flot massiv skumkrone og som efterlader slør i glasset. Det dufter friskt af humle, men har, dette til trods, en perfekt balance mellem det maltede og det bitre. Kroppen er meget fyldig og aromastofferne i humlen blander sig i smagsbilledet og giver øllet den helt rigtig smag. En perfekt øl med karakter. 35 BU Alc. Vol 5 %

Svatý Norbert Tmavý 14% er en mørk bøhmisk lager. Farven er sort og skummet tykt og vedholdende og der efterlades slør i glasset. Selvom øllet har den karakteristiske karamel/kaffeduft fra den ristede malt, blander den tilsatte humle sig i den samlede duft, hvilket vidner om et højt indhold af humle. Det fornemmes dog ikke under indtagelsen, men giver den for øltypen, typiske sødme et godt modspil. 37 BU Alc. Vol. 5,5%

Svatý Norbert Polotmavé 18% er en bock med mørk farve. Øllet har en maltet aroma med en smag af toffee og nødder. Alc. Vol. 7,8%

Ønsker man at besøge bryggeriet kan man passende tage den lille tandhjulsbane op til toppen af Petrinhøjen og gå den smukke tur til klostret ved at følge skiltene til Strahov klosteret.