Marts, 2008

Wiibroe Porter 

Jeg husker det, som var det i går, når min morfar bad mig cykle ned til den lokale købmand og hente to Wiibroe Porter, en pakke cerutter og en sodavand til mig selv. Morfar var instrumentmager, og porter og stouts var hans foretrukne øl. Han elskede denne øltype så meget, at han på et tidspunkt besluttede at brygge den selv. Det var før, der var noget der hed mikrobryggeri. Han kørte ud til Carlsberg i Valby og hentede malt, byg og gær ganske gratis, idet det i ifølge Carlsberg fundats fra 1876, gjorde det muligt, at få udleveret ingredienserne til brygning af øl gratis. Da ”morfars porter”, efter en måneds tid var færdig, blev jeg inviteret til prøvesmagning. Jeg var da blevet 17 år, og smagningen foregik en varm sommeraften i mine bedsteforældres gamle have i Brønshøj. Til lejligheden havde jeg medbragt T-bone steaks til grillen. Mens vi ventede på at grillen blev klar, gik jeg ned i kælderen og tappede den første kande hjemmebrygget porter. Øllet var ganske godt, omend det manglede lidt krop. Som aftenen skred frem, blev vi naturligvis mere og mere opstemte. Trods den høje stemning og det absolut drikkelige øl, erkendte morfar, at hans porter nok aldrig ville komme på højde med de kommercielle af slagsen. Han skrinlagde derfor ølprojektet, og begyndte i stedet at hjemmebrænde frugtvin og købe sin elskede Porter af mærket Wiibroe.


Selvom Wiibroe Porter, efter min mening, er et par kroner for dyr, skal prisen sammenlignes med den generelt alt for høje pris på øl i Danmark. Set i dette lys, er Wiibroe Porter, inden for Porter/stout kategorien, et af de bedste køb på det danske marked og det må, alt andet lige, være en lettelse for ølglade danske forbrugere, at det nu er muligt at købe en af de bedste Porter til den billigste pris. Læs også..