3. Oktober, 2004

Jacob christian jacobsen

Denne beskrivelse er taget fra C.F. Brickas 'Dansk Biografisk Lexicon' Bind VIII fra 1905, blot 18 år efter J.C.Jacobsen døde.

Jacobsen, Jacob Christian, 1811-87, Brygger, Legatstifter, er født 2. Sept. 1811 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader, Christen J., drev et Bryggeri i Brolæggerstræde. Født 15. Marts 1773 i Landsbyen Nørkjær i Vendsyssel kom sidstnævnte som Soldat til Kjøbenhavn og blev først Gaardskarl og Bryggerknægt ved det nævnte Bryggeri, derefter Forpagter
og endelig Ejer af det. Trods sin selvfølgelig mangelfulde Uddannelse slog han sig ikke til Ro ved Tidens stagnerende Bryggeritraditioner. Han vidste at erhverve sig baade kemiske og fysiske Kundskaber, og selv som ældre Mand søgte han til den polytekniske Læreanstalt, da denne i 1829 blev oprettet. Men han var ogsaa den første danske Brygger, der drev sin Virksomhed med Thermometret i Haanden. Ved sin Begavelse og Energi indgød han i det hele Sympathi og Respekt, og da hans stille Hustru, Caroline Frederikke f. Shelbeck, gjorde Hjemmet hyggeligt, var det under gunstige Forhold, at Ægteparrets eneste Barn voxede op, den ovfr. nævnte Søn, der ikke som mange begavede Mænd i saa Henseende tog Arv efter Moderen, men udelukkende slægtede Faderen paa.

Som Dreng blev han sat i det nærliggende Bisserupske Institut, en den Gang af Middelstandens Børn besøgt Skole. Efter endt Skolegang her oplærtes han i Bryggeriet, hvor han ikke blev skaanet, men dog helt igjennem lededes med Intelligens. Det var efter Faderens Tilskyndelse, at han i sit 17. Aar begyndte at høre H. C. Ørsteds populære Forelæsninger, og ved den unge polytekniske Læreanstalt hørte han foruden Ørsted endnu Zeise og Forchhammer. Han lærte tidlig at se sin daglige Virksomhed i Videnskabens Lys, hvad der blev af væsentlig Betydning for hele hans senere Udvikling. Men han blev ikke staaende ved at tilegne sig kun faglige Kundskaber. Paa egen Haand trængte han ind i navnlig Mathematik, Oldtidens Historie og tysk Litteratur, hans Yndlingsstudier, ikke at tale om, at han tilegnede sig saa gode Kundskaber i dansk Litteratur og Kunst, at han, 'Bryggerfyren', som nogle Studenter, han omgikkes, kaldte ham, ved f. Ex. Fællesbesøg paa den kgl. Malerisamling snarere førte dem end de ham. Der viste sig tidlig en afgjort Lederaand i ham med Trang i baade videnskabelig og kunstnerisk Retning. Han fik imidlertid ikke Ro til noget egentligt Studium. Faderen døde 1835 (13. Febr.), og 24 Aar gammel maatte Sønnen overtage Bryggeriet, først i 5 Aar som Bestyrer med Borgerskab som Lejebrygger og derpaa som Ejer. Selvfølgelig var det Tidens almindelige Hvidtøl, der bryggedes i Brolæggerstræde, men J. skulde hurtig komme til at staa over for den Art Øl, der skulde skabe ham et Navn.

Til Herrerne i det tyske Kancelli, der søgte hos Waagepetersen i Strandstræde, forskrev denne noget saakaldt bajersk Øl, og da J. en Gang i 1836 smagte dette Øl, bevirkede det, at han strax besluttede at rejse til Tyskland for at lære, hvorledes det fremstilledes. Hjemkommen forsø gte han paa at brygge dette nye, undergjærede Øl i sin Moders Vaskerkjedel. Men Forsøgene faldt uheldig ud. Brygget maatte løbe i Rendestenen, hvad der dog kun forøgede hans Iver. Nye Rejser bleve foretagne, og under store Vanskeligheder hjembragte han fra Gabriel Sedlmayrs Bryggeri i München nogle faa Pund Undergjær. Han transporterede dem i en Blikkasse, som han overalt, hvor det paa Rejsen var muligt, postede over med koldt Vand. Og ved denne Gjærs Hjælp naaede han Maalet.

Efter sin Fader havde han arvet 11000 Rdl., og trods Slægt og Venner besluttede han at vove dem i et større Forsøg paa at brygge bajersk Øl, hvortil han først og fremmest behøvede en Lagerkjælder. Ved de militære Myndigheders Imødekommen fik han i 1844 Lov til at anlægge en saadan i Volden ud for Teglgaardsstræde, og for første Gang fremstillede han nu i 1845 godt undergjæret Øl. Men hele Herligheden var kun 300 Tdr., og han vilde videre. Han afsøgte Kjøbenhavns Omegn for at finde et frit beliggende Sted med godt og tilstrækkeligt Vand. Valby Bakkes Gjennemskæring til Jærnbanen mellem Kjøbenhavn og Roskilde ledte ham vesterud, og i Nov. 1846 kjøbte han her for 7000 Rdl.
et Stykke af Bjerregaardens Marker. Allerede Dagen efter gik det løs med undersøgende Boringer, og Tegningerne til Bygningerne gjorde han selv med Assistance af Arkitekt H. C. Stilling. I Jan. 1847 begyndte Grundgravningen; i Avg. s. A. rejstes Taget -- J. gød ved Rejsegildet et Glas Vin over den i Centrum staaende Skorsten, i det han samtidig efter sin Søn kaldte Bryggeriet Carlsberg --, og 10. Nov. indviedes det med en Brygning, der helt
lykkedes. I Nov. 1846 havde han faaet kgl. Bevilling til at anlægge og drive et bajersk Ølbryggeri.

Det første Aars Brygning udgjorde 3000 Tdr. Det var imidlertid ikke ganske let at faa dette Kvantum afsat. Der maatte (indtil 1851) ved Øllets Indførsel til Kjøbenhavn betales en Konsumtion, der svarede til den Kjøbstadsbryggerierne paahvilende Formalingsafgift
af Malt. Og der kom andre Vanskeligheder til, saa at J. behøvede hele sin store Energi for at holde alt gaaende. Bryggeriet kom bl. a. til at mangle Vand. I 1847 maatte den anlagte
Brønd fordybes, i 1848 maatte der graves en ny Brønd, og i 1850 anskaffedes en Dampmaskine alene til at drive en Vandpumpe. Alt gik langtfra efter Ønske, og da J. i 1849 i længere Tid laa syg, maatte han, hvor nødig han end vilde, finde sig i at faa en
Medhjælper. Han antog Cand. pharm. H. N. Gottlieb, der dog snart blev afløst af Cand. pharm. A. Vogelius. Efter haarde Kampe gik Virksomheden fremad, hvad man bl. a.
kan se af de Byggeforetagender, som J. nu efterhaanden fik i Gang. 1851 forelaa de af N. S. Nebelong reviderede Tegninger til en Hovedbygning i italiensk og pompejansk Stil; den opførtes i 1852 og blev tagen i Brug i 1854. Indtil da havde J. boet i den gamle Gaard
i Brolæggerstræde og her stiftet sit eget Hjem. 24. Okt. 1839 havde han ægtet Laura Cathinka Holst (f. 29. Avg. 1819), Datter af Kjøbmand Lars Hilmann H. i Thisted og Helene Cathrine f. Steenstrup. Det blev imidlertid ikke ved en Beboelsesbygning. Bryggeriet viste
sig for lille. Sidst i 1856 kjøbtes et tilgrænsende Grundstykke, og nu gik det Slag i Slag med Udvidelser. 1857 byggedes et særligt Malthus, 1859 et særligt Svalehus, 1860 udvidedes Lagerkjælderne osv., og 1865 stod Carlsberg som et paa ny færdigt Hele, der dog snart skulde faa en endnu nyere og bedre Skikkelse. I April 1867 hjemsøgtes Bryggeriet nemlig af en ødelæggende Brand, der gjorde en ny Opførelse nødvendig. Og med mægtig Energi satte J. allerede under Branden Sagen i Gang. Til Sept. maatte og skulde det nye Bryggeri være færdigt. Og da Sept. kom, stod Bryggeriet ogsaa gjenopført, udvidet og forbedret. Da Ismaskiner den Gang vare ukjendte, laa de bajerske Ølbryggerier stille om Sommeren, Aarets Kampagne begyndte i Sept.

Som nævnt var J. væsentlig sin egen Arkitekt. Det var ham en Glæde at bygge og at indrette Bygninger. Til den hygiejniske Kongres i Brüssel 1876 sendte han da ogsaa et Skrift om den af ham i hans Bolig paa Carlsberg indrettede Opvarmning og Ventilation,
ikke at tale om, at han som Medlem af den af Regeringen nedsatte Kommission for Opførelsen af Botanisk Haves Væxthuse (1871-74) havde væsentlig Indflydelse paa den skjønne Form og hensigtsmæssige Indretning, de fik. Var han ikke bleven den store Brygger, kunde han, som der er blevet sagt, sikkert være bleven en stor Arkitekt. Hvad han end gav sig af med, stod han som den betydelige Mand. Der er i det hele en saa alsidig Dygtighed og en saa rastløs Energi over ham, at han kan minde om Renæssancens Mænd, fra hvilke han dog bestemt skiller sig ved sin store personlige Tarvelighed. Han satte en Ære i at være den jævne Borger. Men det kan ikke skjules, at der her kom en vis
Modsigelse frem, thi hans Optræden var snarere fornem end jævn, han stod oftest som den myndige, kølig afvisende Mand. Den Kapitajnstitel, han bar, mindede ikke hos ham om dens Udspring: Kjøbenhavns borgerlige Infanteri, i hvilket han 1837 blev Lieutenant
og 1848 Kapitajn. Hans Borgerforbillede maa søges i Fortidens mægtige Borgerkorporationer i de rige flanderske Stæder. Den paapegede Modsigelse stod imidlertid ikke alene. Ved Festligheder i sit Hus yndede han at lade Gjæsterne gaa til og fra Bords ved Marseillaisen Toner, hvad der ikke harmonerede med hans fuldt ud konservative Natur, der navnlig kom stærkt frem i hans senere Aar.

I 1848 kunde det synes anderledes. Han var voxet op med Kjøbenhavns frisindede Opposition imod Enevoldsmagten, og han viste tidlig, at han tilhørte den; i 1843 var han saaledes Medstifter af det skandinaviske Selskab. Han blev da ogsaa baade Borgerrepræsentant (1843) og Stænderdeputeret (1846). Men i 1848 gik han videre end de fleste af hans Meningsfæller, han sluttede sig til den radikale Fløj. Ved det bekjendte Møde 22. Marts 1848 hos Professor J. F. Schouw kom han sammen med Jærnstøber P. F. Lunde. Det radikale Tilsnit var dog næppe af lang Varighed, og han var det national-liberale Partis sikre Mand, da det i 1854 gjaldt om at bekæmpe det Ørstedske Ministerium. I Juni 1854 var han en af Indbyderne til Dannelsen af en 'Forening til at værne om Grundloven', i Avg. s. A. blev han Medlem af Folketinget for Kjøbenhavns 7. Kreds, og han var en af Talerne paa det Kasinomøde, som kort efter blev afholdt af den nævnte Forening, i hvis Bestyrelse han fik Sæde. Hvor nær han stod det national-liberale Parti, kan ogsaa ses deraf, at det var ham, der i Marts 1865 i Rigsraadets Landsting stillede den Forespørgsel til Ministeriet Bluhme, der indledede Kammerherre Heltzens Fald som Justitsminister (s. VII, 313). Men altid fulgte han dog ikke sit Parti, hvad han tydelig viste i 1856-57 ved Behandlingen af det Lovforslag, der blev til Kjøbenhavns Kommunallov af 4. Marts 1857. Som Ordfører for det af Folketinget nedsatte Udvalg kæmpede han i Række med J. A. Hansen. Borgerne skulde i vid Forstand selv styre deres Stad, Borgerrepræsentationen skulde i sig optage Magistraten, saaledes at denne ikke blev en afsluttet Forsamling for sig. Hans Kamp var dog forgjæves, og muligvis har dette bidraget til, at han ikke i 1858 søgte Valg paa ny. Men 1861-64 er han igjen Folketingsmand, denne Gang for Kjøbenhavns 1. Kreds, og i 1863 bliver han kongevalgt Medlem af Rigsraadets Landsting, fra hvilket han, ogsaa som kongevalgt, gik over i den gjennemsete Grundlovs Landsting, til han i 1871 nedlagde sit Mandat. I ikke mindre end 14 Aar var han altsaa Medlem af Rigsdag og Rigsraad, hvor han dog mere spillede en social end en politisk Rolle. I Perioden fra 1861 var han en af de Rigsdagsmænd, der i Hotel Royal søgte at samle de forskjellige Partiers Mænd i selskabelige Sammenkomster.

Saa laa Virksomheden i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation bedre for ham. Han blev Borgerrepræsentant 1843 og allerede Aaret efter Medlem af Forsamlingens almindelige Komité (det nuværende staaende Udvalg) ligesom i 1855 dens Næstformand. Og det skal særlig nævnes, at da Planerne til Byens nye Vand- og Gasværker i 1854 vare vedtagne, blev han Medlem af det udvalg, i hvis Hænder den samlede Kommunalbestyrelse lagde Planernes Gjennemførelsen det blev J., der paa Kommunens Vegne højtidelig modtog de færdige Anlæg af den engelske Entreprenør. Ogsaa i Borgerrepræsentationen spillede dog den ovfr. nævnte Kommunallov en Rolle. J. ønskede ikke Gjenvalg i 1857. Men derfor opgav han ikke sine kommunale Interesser, hvad han bl. a. viste over for Byens Brandvæsen. Som Borgerrepræsentant var han allerede 1851 bleven Medlem af Brandkommissionen, og endnu i 1884, strax efter at Christiansborg var brændt, skrev han i 'Dagbladet' en længere Artikel: 'Hvad kunne vi lære af Christiansborg Slots Brand?' Men det var ogsaa J., der i 1883 skjænkede Kjøbenhavn en Dampsprøjte og i 1885 gav Midlerne til, at en Ingeniørofficer paa en Rejse kunde gjøre sig bekjendt med Brandvæsenets Organisation i nogle af Tysklands større Stæder.

Der er herefter noget overraskende ved at høre, at Carlsberg ikke var assureret, da det brændte i 1867. J. troede, at det ikke kunde brænde. Men havde han saaledes en Tid staaet kølig over for, hvad der hed Brandassurance, i alt Fald for sit eget Vedkommende, blev han senere saa meget des ivrigere paa dette Omraade. Efter i nogle Aar at have været kommitteret Interessent i 'Kjøbenhavns Brandforsikringssocietet' blev han fra 1869-85 en af dets 3 Direktører, og i denne Stilling kæmpede han i forskjellige Smaapiecer bl. a. for den ved Selskabet repræsenterede halv officielle Assurancevirksomhed; han var imod, at den dreves af private, udbyttesøgende Aktieselskaber, men han var ivrig for -- hvad da ogsaa skete i 1885 --, at det gamle Societet fik en ny, tidssvarende Fundats.

Hvor mange forskjelligartede Hverv der saaledes end kom til at hvile paa J. -- og til de nævnte kan endnu føjes f. Ex. Stillingen som en af Regeringens kontrolkommitterede i det sjællandske Jærnbaneselskab --, var og blev hans Bryggeri ham dog Hovedsagen. Dets hurtige Væxt lagde stærkt Beslag paa ham. 1847 indrettedes Carlsberg til en aarlig Produktion af 5000 Tdr., men i 1868 produceredes o. 26000 Tdr. og i 1886 endog o. 146000 Tdr. Hver Gang han foretog en Udvidelse, troede han, at nu var den endelige Grænse naaet, og det var stadig med en vis Forundring, at han saa sit Skjøn underkjendt. J. havde ingen merkantil Nerve, og han nedlod sig aldrig til Reklame. Men selvfølgelig var han glad over Fremgangen, navnlig fordi det bajerske Øl for ham havde en Mission. Det skulde paa heldbringende Maade kunne besejre Hangen til Brændevinsdrik, noget, der kommer stærkt frem i et Foredrag, som han i 1884 holdt i den tekniske Forening ligesom i nogle deraf resulterende Artikler i 'Berl. Tid.'. Foredraget omhandlede for øvrigt Bryggeriindustriens Fremskridt i de sidste 50 Aar, og han taler her ganske i Almindelighed, men dog er det ikke muligt andet end stadig at tænke paa hans eget Bryggeri, der selvfølgelig var udrustet med alle de af ham nævnte nye Fuldkommenheder, Maskindrift, Isafkøling osv., ja sikkert for flere af de paagjældende Indretningers Vedkommende væsentlig havde bidraget til deres Fremkomst. Først hvor han kommer ind paa særlig at omtale Videnskabens Betydning for Bryggerierne, nævner han Carlsberg. Han dvæler ved H. C. Ørsted og Pasteur som de Mænd, der paa dette Omraade havde haft størst Indflydelse paa ham, men derefter tilføjer han, at Bryggerne først have faaet Sikkerhed for altid -- Sommer som Vinter -- at kunne brygge sundt Øl ved den absolut rene Ølgjær, hvis Fund skyldtes Dr. Emil Chr. Hansen (s. VI, 609) 'ved Carlsberg Laboratoriet'. Men hvor underligt det end lyder, var han først naaet til Erkjendelsen heraf med stor personlig Overvindelse. Thi ligesom han levede i en smuk Drøm om Ørsteds praktiske Indflydelse paa hans Bryggerivirksomhed, saaledes havde han en anden Drøm om Pasteurs absolute Ufejlbarhed, og det var ikke med venlige Følelser, at han saa den svinde ved Dr. Hansens dybtgaaende Undersøgelser. Men uden Hensyn hertil maa det siges, at vi her staa ved en karakteristisk Side af J.s Bryggerivirksomhed, dens nøje Forbindelse med Videnskaben. Alt skulde gjøres for at efterkomme dens Fordringer, Carlsberg maatte kun udsende et absolut fuldendt Produkt, saaledes som det ogsaa blev anerkjendt ved de 3 eneste Udstillinger, han deltog i (Kjøbenhavn 1872, Wien 1873 og Paris 1878). J. søgte da ogsaa at have de bedst mulige Medarbejdere: fra 1856-81 E. Kogsbølle, der i 10 Aar (1871-81) endog er Deltager i hans Firma, og fra 1881 S. A. van der Aa Kühle, ligesom han havde et eget Laboratorium, der fra en ringe Begyndelse i 1871 (Cand. pharm. G. C. Faye) faar væsentlig Betydning ved Ansættelsen af de 2 nuværende Professorer Joh. Kjeldahl (1875) og Emil Chr. Hansen (1878).

Da J. i 1866 var en af de virksomste Indbydere til en Fest for Professor H. N. Clausen, gjaldt det mere denne som Politiker end som Videnskabsmand. Men det var udelukkende en Tak til Videnskaben, naar J. var ivrig for Oprettelsen af H. C. Ørsteds Statue i rstedsparken, og naar han paa denne Statues Afsløringsdag, 25. Sept. 1876, anmodede idenskabernes Selskab om at overtage Bestyrelsen af et Fond, Carlsberg-Fondet, paa ikke mindre end 1 Mill. Kr., som han samme Dag havde stiftet 'i levende Erkjendelse af, hvor meget han skyldte H. C. Ørsteds Lære og vækkende Indflydelse'. Det skulde være Fondets Maal at fortsætte og udvide Carlsbergs kemisk-fysiologiske Laboratorium samt
at fremme Studiet af Naturvidenskaberne ligesom af Mathematik, Historie og Sprogvidenskab, navnlig i de Retninger, hvori 'Staten ikke hidtil havde anvendt, og til hvilke den vel heller ikke i Fremtiden vil kunne afse alle de fornødne Midler'. Ved denne Gave har J. i en væsentlig Grad knyttet sit Navn til Udviklingen af et selvstændigt, dansk Videnskabsliv, der for Laboratoriets Vedkommende hurtig vakte Udlandets store Opmærksomhed.

Det var dog ikke alene 'til Gavn for Videnskaben', men ogsaa 'til Ære for Danmark', at J. oprettede Carlsberg-Fondet. Og hvor levende hans Kjærlighed til Fædrelandet var, viste han yderligere ved i 1877 at tilskrive Komiteen for Gjenopførelsen af Frederiksborg Slot, som han alt tidligere paa mange Maader havde støttet, bl. a. ved hos Carl Bloch at bestille 23 Malerier til den saakaldte Bedestol, at han i Overbevisningen om et national-historisk Musæums løftende Indflydelse paa Folkeaanden vilde bekoste Istandsættelsen af Slottets Kongefløj, hvor et saadant Musæum da kunde blive indrettet. Dette gjorde han, og Aaret efter satte han det vordende Musæum og Carlsberg-Fondet i Forbindelse med hinanden, i det han tillagde denne 200000 Kr. til Fordel for Musæet, af hvis 3 Direktører Fondets Bestyrelse skulde vælge den ene. Og herefter oprettedes da ved kgl. Reskript af 5. April 1878 det national-historiske Musæum paa Frederiksborg. Til dettes Udvidelse bekostede han i 1880 ogsaa Istandsættelsen af Slottets Prinsessefløj, ikke at tale om, at han i 1881 skjænkede Carlsberg-Fondet endnu en Million, af hvis Renter Halvdelen skulde komme Musæet til gode, ligesom det endelig er Gaver fra ham, som Slottet skylder Kopien af dets oprindelige Springvand i den indre Slotsgaard og Klokkespillet i dets Taarn (til dette sidste har dog ogsaa hans Hustru efter hans Død væsentlig bidraget).

En saa storslaaet Gavmildhed blev selvfølgelig levende paaskjønnet. Hs. Maj. Kongen aflagde ham et Besøg paa Carlsberg, Hundreder af Medborgere sendte ham en Adresse, og ved Universitetets 400 Aars Jubilæum i 1879 blev han udnævnt til Æresdoktor i det athematisk-naturvidenskabelige Fakultet. Selvfølgelig havde han Tid efter anden faaetforskjellige Ordener, Kommandør af Danebrog af 1. Grad blev han i 1884. J. s Offerberedvillighed var dog langtfra begrænset til Carlsberg-Fondet og Musæet paa Frederiksborg. Han følte altid en levende Forpligtelse til at støtte Gjennemførelsen af Tidens Samfundsopgaver. Kjøbenhavns Brandvæsen og Botanisk Haves Væxthuse nøde, som ovfr. antydet, godt heraf, og som andre Exempler kan endnu nævnes, at han var en villig Giver over for sønderjyske Formaal efter den ulykkelige Fred i 1864, og at han stod som stadig Garant for den betydelige Kredit, som Kjøbenhavns Understøttelsesforening altid saa stærkt behøvede. Den Maade, hvorpaa han ordnede Forholdet til sine Arbejderes Løn og Efterløn peger endelig i samme Retning. Her som altid droges han dog mest af det store; Udredelsen af Smaaunderstøttelser interesserede ham ikke. Men derfor forstod han godt at give en Gave med baade Finhed og Takt, og ved saadanne Lejligheder viste han, at han havde Sans for Form paa andre Omraader end paa Kunstens. Som ovfr. nævnt havde han nemlig en ikke ringe Kunstsans, og han stod da ogsaa en Tid som tilforordnet ved Anskaffelsen af Kunstværker til den kgl. Malerisamling og den dermed forbundne Skulptursamling.

Det var patriotiske Hensyn, der gjorde ham til Stifter af Musæet paa Frederiksborg, men han har sikkert været glad ved samtidig igjennem det at kunne række Kunsten en Haand. Musæet skulde jo bl. a. anskueliggjøre vigtige Begivenheder og Personligheder i vort Fædrelands Historie, og det maatte ske ved Kunstens Hjælp. Selv ejede han paa Carlsberg en Række Statuer og Basrelieffer, og til det kgl. Theaters Tilskuerfoyer lod han udføre en Række Marmorbuster af danske Skuespillere og Skuespillerinder, Forfattere og Komponister, som Theatret for øvrigt først fik 1883, flere Aar efter at de først vare tilbudte det, fordi J. fordrede Sikkerhed for, at den af ham smykkede Foyer fik en fuldt ud værdig Anvendelse. Han skattede Billedhuggerkunsten, der fremfor andre Kunstarter stod ham nær, meget højt, og det er derfor naturligt, at han særlig interesserede sig for Oldtidens Kunst. Efter i 1862 at have besøgt Rom nærede han et stadigt Ønske om igjen at besøge denne By. Hans travle Virksomhed tillod ham det dog først 25 Aar efter. I Foraaret 1887 rejste han med sin Hustru, sin Søn og sin Svigerdatter til Rom, hvor han færdedes med ungdommelig Glæde. Men kun en kort Tid blev denne Nydelse ham forundt. Han blev syg, og efter nogle Ugers Sygdom døde han her 30. April 1887.Da hans Testamente blev aabnet, erklærede det med hans Hustrus og Søns paategnede Samtykke, at Carlsberg-Fondet var hans Arving. Hans Bryggeri, der ingen Sinde maatte forenes med noget andet Bryggeri, skulde drives af Fondet 'uden Hensyn til den øjeblikkelige Fordel'. Maalet skulde være 'at udvikle Fabrikationen til den størst mulige Fuldkommenhed, saaledes at Bryggeriet Carlsberg og dets Produkt altid kan staa som et Mønster og ved sit Exempel virke til, at Ølbrygningen her i Landet holdes paa et højt og hæderligt Standpunkt'. Hans stærke Vilje, der ofte i Livet kunde gjøre sig hensynsløst gjældende, staar her i det smukke, ideale Skjær, der i væsentlig Grad hviler over saa meget af, hvad han har udrettet.

 

Forfatter

Bjarke Bundgaard

Reklame