18. Oktober, 2003

Øltyper

Hvis man tænker på, at alle nordeuropæiske byer og regioner, før industrialiseringen havde deres egne øltyper og traditioner, står det klart, at der har eksisteret umådeligt mange forskellige øltyper op igennem historien. Selvfølgeligt har mange af dem været brygget på samme måde og har derfor haft mange fælles træk. Men ikke desto mindre har forskelle i det lokale vands indhold af salte og mineraler. Adgangen til malt, humle, brændsel. Efterspørgelsen. Forbud, lovgivning, rettigheder og begrænsninger. Og ikke mindst de individuelle bryggers evne som bryggere, været kilde til stor forskellighed.

I dag er meget af den diversitet forsvundet i takt med at øllet op igennem det 20. århundrede ensrettedes af de stadig større bryggerier. Det lokalt bundne øl har været i konstant fare for at blive udryddet. Men idag er det ikke kun fordi de store bryggerier kører en massiv markedsføring på deres standardiserede produkter. Faren for det lokale øl er i dag udvidet med at øllet via teknologien er fuldstændigt frigjort for sin tidligere regionale bundethed. Det er nemt at lave en Burton Pale Ale i Bøhmen, selvom vandet på de to respektive lokaliteter er noget nær dimentrale modsætninger. Det er blot et sprøgsmål om at tilsætte de rette salte. Sådan gælder det også for henholdsvis malt, råfrugt, humle og krydderier. Der er ingen grænser for hvor et parti malt fra Weyermann i Bamberg kan ende i verdens globale økonomi. Men dermed ikke sagt at denne udvikling er negativ. For spørgsmålet er om de lokale traditioner netop ikke trives ved at blive mangfoldiggjort til et globalt publikum? For sagen er jo at ikke alle øltyper er lige populære hos alle. De færreste danskere tørste efter en skibsøl, når de lige har slået plænen - heller ikke selvom det måske er den ældste øltyper vi har i landet. Nostalgi og nysgerrighed kan skabe en vis efterspørgelse på produkter der normalt vil være forsvundet, men det er sjældent det der giver bryggeren smør på brødet. Der skal være mere stabil afsætning og til det er det globale marked aldeles perfekt. For hvem ved? Måske kan skibsøl blive den nye trend i Tokyos Karokebarer? I New Yorks cigarklubber? Eller på russiske bistroer?

Amerikanerne og især amerikanske mikrobryggere har været nogle af de mest flittigste til at introducere, efterligne og fortolke lokale europæiske brygtraditioner. Faktisk gælder det for enkelte øltyper, at de ville være forsvundet, hvis ikke amerikanerne i deres evige søgen efter rødderne, havde dyrket dem op. Steinbier er et godt eksempel. Der findes i dag kun ét bryggeri i Tyskland der brygger den type øl, som vel og mærke har været noget nær den eneste du kunne finde udenfor byeren i det nordligste Bayern på grænsen til Thüringen. I USA har dusinvis af bryggerier taget steinbier eller stonebeer til sig og hylder den for sin skarpe smag. Og sådan kan man fortsætte med andre øltyper.

Hvad sker der så når en øltyper flyttes fra en lokalitet til en anden. Ja, et langt stykke af vejen forbliver den den samme, fordi opskrifterne følge minutiøst, men engang imellem opstår en ny fortolkning der i sidste ende kan blive til en ny øltype. En af dem der diskuteres livligt på begge sider af Atlanten er Amerikansk Hvedeøl. Nogle sværger til at den blot er en kopi af den tyske, men andre mener at dens møde med amerikanske humlesorter gør den markant anderledes. En trossag. Vi har valgt at skrive den på listen, selvom nogle nok vil studse over det.

Konklusionen må altså enstemmigt lyde; øl er ikke bare øl, men et unikt gammelt produkt der igennem adskillige tusind år har duviklet sig sammen med os og vores teknologi.