16. September, 2003

India Pale Ale

Typologi

India pale ale (IPA) er en overgæret ekstra alkoholstærk og humlet pale ale. Oprindeligt blev den brygget i England med henblik på eksport til Indien og andre engelske besiddelser. Øllet har sin oprindelse i 1790ernes London. Øltypen blev dog mest berømt i sin Burton-upon-Trent udgave. Eksperter og forskere opdeler selv den dag i dag india pale ales i en London og en Burton udgave.

Sanseindtryk

India pale ale er en relativ alkoholstærk og meget bitter øl, og det er netop disse to faktorer, der karakteriserer øltypen. Alkoholstyrken ligger på 5,5-7,5 vol % og bitterheden på 45-80 BU. Da IPA oprinder fra Pale Ale ligger IPA i samme farveinterval dvs. 20-40 EBC, hvilket svarer til en gylden til lys rav farve. Den adskiller sig dog ved at være en anelse lysere, idet der tilsættes brygsukker i forbindelse med gæringen.

India pale ale har en blød til medium fylde og en moderat kulsyreudvikling. Øllet har en meget tør bitterhed, med frugtagtige toner fra humlen og overgæringen. Øllets kraftige humlekarakter balanceres af malten, hvilket giver en diskret karamelagtigt sødme. Hvor det helst undgås i andre øltyper, er rester af diacetyl værdsat i en  india pale ale. Den skal nemlig helst forekomme blød, smøragtig og cremet fylde.  I de alkoholstærke versioner kan alkoholen tydeligt fornemmes.

Brygning

India pale ale brygges på pale ale malt dvs. malt fremstillet af britiske 2-rads vinterbyg af sorterne Beeston, Maris Otter eller Golden Promise, der mæskes ved infusionsmetoden og tørres ved en relativ høj temperatur. Netop brugen af britiske byg og malt er vigtig, idet det er med til at give india pale ale den karakteristiske tørhed, farve og smag.   

Der anvendes engelsk humle af sorterne kent goldings og fuggle, men amerikanske cascade og willamette, der begge er krydsninger af fuggles, anvendes også. Humlen tilføres både under kogningen af urten og efterfølgende i hel tørret form. 

Selvom det hovedsageligt har været engelske humlesorter, der blev anvendt i brygningen af india pale ale, gjorde anvendelsen af meget store mængder humle det sandsynligt, at man anvendte importerede kontinentaleuropæiske humlesorter. Der eksisterede handelsforbindelser mellem de to store tyske humlemarkeder i Hamburg og Nürnberg og Storbritannien. Tilsætning af humlesorterne saaz, hallertauer, hersbrucker, spalter, tettnanger og perle vil derfor ikke være ualmindelig.

Da det netop er humleindholdet, der adskiller india pale ale fra pale ales, er mængde af humle vigtigt. Oprindeligt har der været anvendt et sted mellem 2-2,5 kg humle/barrel (ca. 164 l) hvoraf 0,5 - 1 kg blev brugt i tør form. Hvorvidt denne mængde vil smage vore ganer i dag er tvivlsomt, men at der skal en god portion humle til at lave en rigtig india pale ale er indiskutabel.        

Tilsætning af raffineret sukker, for at opnå en højere alkoholprocent, samt at holde 'liv' i øllet, er ligeledes vigtig. Da india pale ale blev udviklet som en eksportøl, der skulle kunne holde sig under de lange oversøiske transporter, var tilsætningen af raffineret sukker i form af melasse afgørende. Den levende gær var med til at holde andre mikroorganismer ude af øllet.

De første udgaver af india pale ale blev brygget på vand fra London, men øltypen blev senere berømmet i Burton udgaven, der udmærker sig ved at være brygget på områdets sulfatholdige vand. Netop Burton vandet influerer på øllets klarhed og humlesmag og giver øllet 'the Burton snatch'. Det er derfor vigtigt at burtonisere vandet, hvis man slaæl brygge en Burton udgave af india pale ale. Det er også vigtigt at øllet er cask-conditioned.     

Historie

India pale ale er et produkt af det store britiske imperium og blev skabt i 1790-erne af bryggeren George Hodgson på Bow Bryggeriet i London . Skabelsen af india pale ale løste et stort problem for såvel de engelske bryggere, de udstationerede soldater og kolonister og de mange matroser på skibene, der var tvunget til at slukke tørsten i rom blandet med sukker, vand eller citronsaft. Indtil skabelsen af india pale ale var det helt store problem nemlig, at sikre rene drikkevarer under transporten og at få transporteret ale ud til de fjerne egne af det britiske imperiums besiddelser samt at få udnyttet de nye markedsmuligheder. De op til to-tre måneders lange oversøiske transporter med skib ødelagde de almindelig pale ales og gjorde øllet surt, fladt og udrikkeligt.

En del forsøg på at løse problemet blev gjort bl.a. ved at fremstille et urtkoncentrat ved at fryse vandet ud af øllet og fortynde dette koncentrat om bord med vand ”on-board brewing”. Metoden, der var inspireret af tyskernes Braunschweiger Mumme, havde en begrænset succes i koldere farvande, men fungerede dårligt i de varme. Hodgson løste problemet ved at tilføre øllet ekstra meget humle samt højne øllets alkohol procent ved at tilsætte ekstra sukker under gæringen, således at øllet forblev levende under de lange transporter. 

Industrialiseringen i England resulterede i store kapacitetsforøgelser på bryggerierne, men da salget af porter og imperial stouts til de baltiske lande, som resultat af Napoleons krigene (1799-1817) og fastlandsblokade, sluttede brat, gik disse markeder tabt.  Specielt bryggerierne i Burton-up-Trent blev hårdt ramt af tabet af de baltiske markeder og var tvunget til at finde nye markeder for at udnytte deres store brygkapacitet, der var eksportorienteret. Burton bryggerne hørte om London bryggeren George Hodgson i Bow og hans store succes med at eksportere lys indian pale ale fra the east india docks til Calcutta . De så straks mulighederne i at kopiere hans succes.

Datidens britiske oversøiske kolonihandel var kontrolleret af The East India Company, der af Dronning Elizabeth I havde fået monopol på al britisk handel til Indien for at bryde først den portugisiske og senere den hollandske dominans. 

Hodgson, der som den eneste engelske brygger formåede at brygge ale, der kunne holde til den lange rejse, havde opbygget et lukrativt monopol. Hans problem var imidlertid, at han gennem længere tid havde irriteret The East India Company ved ikke at betale sine regninger, og han var derved kommet i unåde. The East India Company så Burton bryggernes forsøg på at opbygge et nyt marked i Indien, som en oplagt mulighed for at bryde Hodgsons monopol og indledte et samarbejde med de to dominerende Burton bryggere Samuel Allsopp og William Bass. 

I 1821, efter at have smagt Hodgson's IPA, tog Samuel Allsopp kontakt til sin Brygmester Job Goodhead og spurgte ham om han var i stand til at fremstille en lignende ale, og i løbet af et par måneder kunne han fremvise en prøvebryg af Hodgson's ale i en tepotte. Burton IPA'en var født og Burton bryggerne var 'back in business'. Med Burtons tre store og moderne bryggerier, Allsopp, Bass og Worthington voksede eksporten af IPA på kort tid til 6000 barrels om året. Denne konkurrence kunne Hodgson ikke hamle op med og han blev tvunget til at lukke bryggeriet. Ikke nok med at Burton bryggerierne var større og mere effektive, deres anvendelse af vandet fra Trent floden skabte en bedre og lysere IPA. 

Dr. Richard Wilson fra institut for East Anglian Studies, University of East Anglia forsøgte i midten af 1990erne at genskabe den oprindelige Hodgson IPA.  Til formålet blev der brugt vand fra Thames kilden behandlet med karbonat, 100 % pale alee malt og store mængder frisk kent golding humle. Øllet var kobberfarvet, havde en intens humlebitterhed og en smag, der havde karakter af dessertvin.

Ved samme lejlighed forsøgte man også at genskabe Bass' Burton IPA. Til dette formål blev brugt 90 % pale malt og 10 % brygsukker, east kent golding, bass ølgær bestående af to stammer og vand fra Trent floden. Øllet havde en alc. pct. på 7,2 %, en bitterhed på 83 BU og en brændt gylden farve, der lå midt imellem Draught Bass og Pilsner Urquell. Smagen var (naturligvis) bitter med toner af harpiks, og en snert af modne frugter (abrikos, banan, modne pære og æbler). Øllet havde karakter af fin Madeira.

Gastronomi

Som andre stærke og meget humlede øl er en ægte IPA en øl for folk, der sætter pris på en kraftig og godt humlet øl. Bitterheden i øllet kan virke forstyrrende i kombination med mange madretter, og det kan derfor anbefales, at den nydes uden ledsagelse af mad, enten som en aperitif eller som en øl, man nyder en aften, ligesom man nyder et glas god vin. IPA bør serveres tempereret ved omkring 8 °C.

Skal man servere IPA til mad, er en god tommelfingerregel, at bitterhed skaber kontrast til sødme, og det ville derfor være muligt at servere IPA til retter, der har en god sødme. Det kunne f.eks. være retter med barbecue - og sursøde saucer. Til desserter findes der andre og bedre alternativer.   

 

Forfatter

Søren Bjørn Hansen

Oprindelse

London
Burton-upon-Trent

Bitterhed

45-80 EBU

Farve

20-40 EBC

Plato

10 - 12,5°

Gæring

Overgæret

Reklame

Bryggerier

Nøgne Ø
Kongeveien 2
4790 Lillesand
Norge
www.nogne-o.no

Rogue Ales  
2320 OSU Drive
Newport
OR 97365
Oregon, USA
www.rogueales.com

Burton Bridge Brewery
Bridge Street
Burton-on-Trent, Staffordshire
DE14 1SY England