4. November, 2002

Dortmunder

Typologi

Dortmunder er en alkohol stærk lys undergæret lagerøl fra Dortmund. Dortmunder kaldes også for export, hvilket refererer til at øllet tidligt blev brygget med henblik på det internationale marked.  Dortmunderen har et slægtskab med andre lyse lagerøl såsom pilsner, pils og helles, men adskiller sig ved en højere alkoholstyrke og en klar balance imellem den bitre og maltede smag. Betegnelsen dortmunder har i dag opnået EUs navnebeskyttelse BGB (beskyttet geografisk betegnelse).  

Sanseindtryk

En dortmunder svinger i farven fra meget lys til medium lys (omkring 10,5 EBC). I farve minder den om en pilsner og helles, men har mindre skumdannelse.  

Smagen er rig og øllet har en fin balance mellem humlebitterhed og maltsødme. Den har en alc.vol. på omkring 5 - 5,5% og en plato på 12-13° og er således stærkere end både pilsner og helles. Øllet har en bitterhed på 20-25 BU, hvilket gør den mere bitter end en helles, men mindre bitter end både tyske pils og tjekkisk pilsner

Øllet har en medium krop og med et medium kulsyreindhold, hvilket gør det til en let, blød og ukompliceret øl som glider let ned. Den gennemgående  balance mellem humle og malt afsluttes dog af en tydelige efterbitterhed. Der er ingen smag af frugt og gær i øllet.

Brygning

Til en dortmunder bruges fortrinvis de tyske aromahumlesorter hallertauer mittelfrüh , hallertauer tradtion, hersbrucker, spalt og tettnanger. Nogle producenter bruger den tjekkiske saaz humle. Til brygning af dortmunder anvendes der kun lys pilsnermalt .   

Vandet fra undergrunden omkring dortmunder er kendt for have et relativt højt indhold af sulfat og kulstof, hvilket er en af de væsentlige årsager til efterbitterheden i øllet. 

Historie

Dortmunderen er et barn af det gyldne lagerøls indtog i 1860-70ernes Ruhrdistrikt. Bryggerierne i og omkring Dortmund indså hurtigt slagspotentialet i den lyse lagerøl, og derfor skabte de deres egen fortolkning, brygget på relativt hårdt vand. Ruhr distriktet var påbegyndt en industrialisering allerede under Napoleonskrigene, men i 1860erne tog udviklingen for alvor fart. I takt med at folk indvandrede til regionen firedobledes befolkningen på ti år. Dortmunderen fandt især sit kernepublikum blandt arbejderne i den tunge kul- og stålindustri og deraf fik den sit vedhængende image som en 'rigtig herreøl'. Rent faktisk er Dortmunderens relation til sværindustrien flere gange blevet anvendt i markedsføringen.  

Hvor de fleste tyske bryggerier var privatejede, udskilte bryggerierne i Dortmund sig ved at være aktieselskaber. Sandsynligvis har årsagen været en blanding af hastige vækstrater og dermed behovet for store kapitalindskud i produktionsapparatet, samt en allerede veludviklet finansieringskultur blandt områdets mange industrialister. Investeringslysten kom af, at allerede tilbage i 1879 eksporterede bryggerierne i Dortmund til nabolandene Belgien, Holland og Frankrig, samt mere eksotiske steder som Japan, Australien og Indien. På det tidspunkt var dortmunderen almindelig kendt som eksport lagerøl , men på verdensudstillingen i Paris 1900 fik øltypen sit navn dortmunder efter den største af udstillerne, nemlig bryggeriet Dortmunder Actien-Brauerei (DAB).

I dag er Dortmund Tysklands største ølproducerende by målt i hektoliter per indbygger. Men det er langtfra kun Dortmunder der brygges. Rent faktisk er Dortmunderen en øltype der har tabt mange markedsandele, da overgangen fra industrisamfund til service- og videnssamfund for alvor slog igennem i 1990erne. Hele den 'tunge' symbolik der var knyttet op på øllet igennem sidste århundrede, blev nu en klods om benet. Om dortmunderen vil overleve som en masseproduceret øl er tvivlsomt, men internationalt set har den stadig godt fat i eksportmarkedet.   

gastronomi

Dortmunder anvendes som pilsneren, pils og helles. Om end den er alkoholstærkere end de danske lyse lagerøl, så er forskellen ikke markant i forhold til de tyske. Derfor opfattes den i Tyskland som en generel anvendelig øl, dvs. rangerende fra aperitif til digestiv. Dortmunderen er en god ledsager til det krydrede køkken, som f.eks. det sydøstasiatiske og sydeuropæiske køkken. Men den fungere også godt sammen med salte- og krydrede skinke, samt pølse specialiteter.  Den vil specielt gå godt til en sommerbuffet, hvor ganen hyppigt skal skylles og forberedes til nye smagsindtryk.

 

 

Forfatter

Søren Bjørn Hansen
Bjarke Bundgaard

Oprindelse

Dortmund,
Niederrhine-Westfalen

Bitterhed

20-25 BU

Farve

10-11 EBC

Plato

12 - 13°

Gæring

Undergæret

Reklame

Bryggerier

DAB Dortmunder
Actien-Brauerei
Steigerstr. 20  
D-44145 Dortmund
Niederrhine-Westfalen, Tyskland
www.dab.de