16. Oktober, 2003

Wiener

Typologi

Wiener er en undergæret øl med oprindelse i den lille by Schwechater udenfor Wien. Eller det vil sige den var oprindeligt en selvstændig by udenfor Wien, men må idag nok mest af alt betragtes som en forstad. Introduktionen af wiener revolutionerede den kontinentaleuropæiske brygmetode. Den var et resultat af overførelsen af en engelsk maltningstørringsmetode, hvor man anvendte koks i stedet for tørv, brænde og kul, der alle afgav store mængder sod og som var langt svære at styre varmeafgivningen af. Koks afgav stort set ingen smag til malten og var nemmere at styre og derfor kunne man tørre malten mere nænsomt. Wiener er stamfaderen til de tyske øltyper märzen, oktoberfestbier og festbier. Fordi wiener blev udviklet, da østrig og Ungarn var ét samlet rige, der i øvrigt også besad dele af Norditalien, findes der lommer rundt omkring i det gamle Østrig-Ungarske rige, hvor der stadig brygges udmærkede eksemplarer af øltypen. Ligeledes er der mange mikrobryggerier i USA, der er begyndt at få wiener på menukortet. Endeligt skal man ikke glemme at danske Carlsberg faktisk (endnu) brygger en udemærket fortolkning af wienerøllet i form af sæsonøllet Carlsberg 47. Dog er denne øl betragteligt alkoholstærkere end den bør være ifølge typedefinitionen.

Sanseindtryk

Wiener er en lys rød/rav farvet øl 20-30 EBC. øllet har en let til medium krop, og føles cremet. Kulsyredannelsen er middel og øllet udvikler kraftig og vedholdende skumkrone. øllet har en blød og maltet karakter med en let sødlig og karamelagtig smag. Bitterheden ligger på 18-30 BU, men humlen bruges udelukkende til at balancere maltens sødme. Alkoholprocenten ligger på 4,5 -5,5 % vol. og må ikke kunne fornemmes.

Brygning

Wiener brygges i Tyskland og Østrig typisk efter Reinheitsgebot. Den brygges på wienermalt og kontinentaleuropæiske aromahumlesorter. øllet undergæres og koldlagres. Hårdheden på brygvandet skal være moderat hårdt.

Historie

Hr. DreherDen 7. juni 1810 blev Anton født ind i Dreher familien. Hans fader Franz Anton Dreher var brygger og drev det lille bryggeri Brauhause Klein-Schwechat i den østrigske by Schwechat ikke langt fra Wien. Familiebryggeriet var blevet grundlagt allerede i 1632 af Peter Descrolier. Frem til 1841 bryggede familien fortrinsvist overgæret øl på malt der havde en temmelig markant røget smag fra tørringen. Denne lettere røgede lagerøl var kendt som ”Bayrisch”.

Den unge Anton Dreher begyndte sin karriere som brygger på bryggeriet Brauerei von Meichl i bydelen Simmering i Wien, hvor han kom i lærer som brygger. Her mødte han den tyske brygger fra München Gabriel Sedlmayr, som han indledte sit livslange venskab med - et venskab der på mange måder revolutionerede hele ølverdenen. Efter læretiden drog de sammen på en studietur gennem østrig, Tyskland og England for at studere bryggerier og brygteknikker. I 1833, da de kom til England, var det specielt den nye maltningsteknik, som de engelske bryggere anvendte, der tiltrak den unge Drehers opmærksomhed. Modsat 1830'ernes kontinental-europæiske bryggere, der brugte træ, kul og tørv som varmekilde i tørringen af malten, brugte de engelske bryggere koks, hvilket gjorde dem langt bedre i stand til at styre temperaturen, samtidigt med at det ikke afgav den røgede smag til øllet. Derved kunne de engelske bryggere fremstille lysere malt og dermed også lysere øl - de såkaldte pale ales. Da Dreher og Sedlmayr vendte hjem til deres respektive bryggerier i Wien og München, begyndte de straks at bearbejde deres observationer og indføre den nye teknologi. Hvor Sedlmayr fokuserede på at implementere dampmaskine på sit bryggeri Spaten, fokuserede Dreher på at indføre den engelske malttørringsmetode i produktionen af undergæret øl. Resultatet - og belønningen af hans anstrengelser - kom i 1841 med skabelsen af den revolutionerende nye kobber- rødbrune lagerøl, Schwechater Lagerbier, som i folkemunde kom til at hedde ”Wiener”. Det var ikke kun Drehers lagerøl der fik et øgenavn, Dreher selv fik af sine konkurrenter i Wien tilnavnet ”Wiens engelske brygger”.  

DreherbierMed denne revolutionerende nye øl udviklede Dreher et bryggeriimperium i hele det Østrig-Ungarske rige. I 1860 grundlagde han et bryggeri i det nu italienske Trieste, i 1862 købte han bryggeriet Kobanyai Sorgyar i Budapest, og erhvervede sig også et bryggeri i den nu slovakiske by Michalovce og et i den bøhmiske by Žatec, hvor den kendte saazer humle i øvrigt dyrkes. Flere af disse bryggerier eksistere den dag idag og brygger fortolkninger af den traditionelle wiener.

Gastronomi

Wiener er en øl, der især egner sig til stærke og krydrede retter. Årsagen er, at øllets blødhed og sødme virker neutraliserende på stærke og krydrede retter. Den vil derfor være velegnet som ledsager til f.eks. mexicanske, indiske eller thailandske retter. Da øltypen stammer fra Wien, der var hovedstad i det østrig-Ungarnske rige, har wienerøllet naturligvis fundet indpas som ledsager til det østrigske og ungarske køkken.  Retter tilberedt af svinekød, vildt og pastaretter, som er udbredt i østrig, Ungarn og det Nordøstlige hjørne af Italien.

 

Forfatter

Søren Bjrørn Hansen

Oprindelse

Wien, Østrig

Bitterhed

18-30 BU

Farve

Ravfarvet 20-30 EBC

Plato

11 - 13°

Gæring

Undergæret

Reklame

Bryggerier

Alte Brauerei Triest 1766
Via Foscarini, 52
Nervesa della Bottaglia, Treviso 31040
Italien
www.theresianer.it

Saint Louis Brewery
2100 Locust Street
St. Louis 63103
Missouri, USA
www.schlafly.com

Nils Oscar Bryggeri
Svarvargatan 7
Stockholm
11249 Sverige
www.nilsoscar.se

Birra Menebrea Spa
Via Ramella Germanin 4
13900 Biella
Piemonte, Italien
www.birramenabrea.it