2. september, 2005

North Coast old stock ale

Beskrivelse

Må benyttes med link Denne artikel er skrevet for Ølmanden ApS

North Coast Old Stock Ale skænker en mørktonet ravrød øl med en veludviklet, kremet og beigefarvet skumkrone. Skumkronen er relativt hurtigt aftagende og efterlader kun lige antydningen af et slør i glasset. Duften er overvejende vinøs med en underliggende krydret tone af tørrede frugter, der godt kan minde om figner og dadler. Det høje indhold af alkohol sætter sit tydelige præg på smagen, men helheden er velkomplimenteret af en balanceret sødme og antydning af bitterhed. Lader man tankerne flyve, kan man nemt komme til at tro, at man sidder med madeiravin i glasset.

North Coast Old Stock Ale er inspireret af 1840ernes vellagrede britiske strong ales. Det var øl der blev brygget med henblik på at blive gemt i flere år til særlige lejligheder. Old Stock Ale brygges på rigelige mængder britisk Maris Otter malt til en indbrygningsgrad i nærheden af 25 ° Plato. Under urtkogningen tilsættes Fuggle humle fra Kent, der er mere kendt for sin fine aroma end for sin bitterhed. Øllet har dog en relativ høj IBU på 36 enheder. Som noget helt særligt for øllet, brygges der kun knapt 30.000 flasker om året og langt de fleste ender i kældrene hos lokale restauratører og entusiaster i Fort Bragg. Old Stock Ale kan nemlig lagres i op til fem år og ved årgangslagring udvikler øllet nye smagstræk, der i endnu højere grad giver øllet karakter af søde vellagrede vine fra Spanien og Portugal.

North Coast Old Stock Ale bør serveres ved temperaturer omkring 10-12 grader eller endda endnu højere, hvis man høre til dem der virkeligt sætter pris på øllets gode aroma. Øllet kan med fordel drikkes til de fleste typer velmodne komælksoste – det være sig faste skæreoste eller bløde skimmeloste. Øllet kan også bruges til sprødstegt fuglevildt i alle afskygninger. Endeligt kan det drikkes helt for sig selv som en passende fremmer af fordøjelsen ovenpå et godt måltid mad.

GlocalBeer siger...

"Et godt bud på en velbalanceret og tilgængelig old ale. Holder de britiske traditioner godt i hævd."

Bryggeri

North Coast Brewing Company
455 North Main Street
95437-3215 Fort Bragg
Californien, USA

Website
Email

Hvor kan den købes?

Oeltorvet

Oprindelse

Californien, USA

Øltype

Old Ale

Alkohol

11,4 % alc.vol

Plato

Ukendt

Gæring

Overgæret

Humlesorter

Ukendt

Malttyper

Ukendt