Navnet Maredsous stammer fra Benediktinerklostret Abbaye de Maredsous, der er et ud af 30 benediktinerklostre i Belgien. Klostret blev grundlagt i 1872 og drives stadig af munke. Øllet brygges ikke på klosteret, men på bryggeriet Duvel Moortgat og bærer derfor betegnelsen Biere d’ Abbey. Bryggeriet, der også brygger øllen Duvel, er kendt for en kompromisløs holdning til det at brygge øl. Maredsous er ingen undtagelse. Da klosterets øl ikke brygges på selve klosteret, men bærer klostrets navn, betegnes øllet Biere d’ Abbey.
Maredsous 10º Triple er en lys Biere d'Abbaye. Øllet har en uklar orange farve, en fin kulsyreudvikling og udvikler en kraftig hvid skumkrone. Fylden er god, let cremet og der er en fin balance mellem sødme og bitterhed. Smagen er let sødlig med toner af gær, koriander og appelsinskal. Den høje alkoholprocent, kan fornemmes og giver øllet et "varmt" indslag i afslutningen. Eftersmagen er lang og tør med let krydret og sødligt indslag. En Triple i den høje ende af skalen!